Posted in Din kant, Din kerne, Ikke kategoriseret, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

Det er ikke robotter du leder

Jeg havde engang et møde med en leder, som klart gav udtryk for at han selv anså sig selv, som en rigtig dygtig leder.

Noget af det han var allermest stolt over og også fremhævede flere gange i vores samtale var;

At han efterhånden var blevet rigtig god til ikke at tage det så nært, hvordan hans medarbejdere havde det. Han var blevet meget bedre til at se dem mere som et nummer/ en genstand frem for som et menneske og det gjorde det lettere for ham at være leder

Av min arm!

Efter dette møde overvejede jeg, hvor mange ledere, der mon går rundt og har misforstået sin lederrolle lige så meget , som han havde.

Kan du se fejlen i hans tilgang?

Eller tænker du på samme måde?

Ledelse skal ikke, som et primært mål være let. Det skal være nærværende og engageret.

Som leder er du nødt til at have medmenneskelighed som en af dine styrker, for uden den kommer du, sikkert uden at vide det, til at køre dine medarbejdere ud over kanten en efter en.

Ledelse er ikke samlebåndsarbejde. Det er involvering.

Som medarbejder har man brug for at blive både set, hørt og forstået og det bliver man aldrig, hvis man i lederens øjne bare er en genstand, han kan flytte rundt med for forgodtbefindende.

Dine medarbejdere har brug for at blive oplevet i en helhed, som et helt menneske og som en del af en helhed.

Vil du se nærmere på dine medarbejdere og vil du lære dem bedre at kende så er her 3 essentielle områder du bør være nysgerrig på:

  1. Hvad i arbejdet og livet giver mening for din medarbejder?
  2. Hvad er det, der gør at din medarbejder har lyst til at møde ind i din virksomhed eller din afdeling dag efter dag?
  3. Hvilke styrker har din medarbejder – både fagligt og personligt

Kan du få den indsigt, og har du respekt for den viden du opnår, og for din medarbejder, kan du nu begynde at lede mennesker ud fra et meningsfuldt og medmenneskeligt perspektiv.

Overvej blot kort, hvordan du selv foretrækker at blive oplevet af dine medmennesker, ledere, kolleger, medarbejdere?

Det betyder ikke at din ledelse skal være blødsøden eller vattet. Det betyder blot, at du som et minimum har sat dig ind i, hvem du leder og hvordan du bedst kan drage nytte af dine medarbejdere – til alles bedste.

Må du være en stærk og medmenneskelig leder,

Anita Hummelshøj Mikkelsen

#Foredrag #Ledersparring #Retreat

Posted in Ikke kategoriseret, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

Hold kæft med alt dit brok og vær lidt taknemmelig

Kender du det, at du i en periode er blevet lidt for god til at finde tilværelsens tungere sider?

Det er som om alt det, der ikke er godt har det med at poppe op og vise sit negative ansigt igen og igen.

Photo by Akshar Dave on Pexels.com

Som om du i perioder nærmest drager problemerne til dig.

  • Så er der mange sygemeldinger
  • Nu har Henrik igen lavet fejl i regnskabet
  • Konen vrisser af dig
  • Børnene synes du fatter nul og en skid
  • Produktionsmaskinerne går i stå eller melder fejl
  • Møderne er fulde af frustrationer og få løsninger

SORTSYNET har ramt dig!

Den negative spiral hvirvler afsted og du bliver undervejs mere træt, mere ude af stand til at træffe de bedste beslutninger og det, der kommer ud af munden på dig er håbløshed…

Dine tanker har stillet ind på næste skandale, du er forberedt og kampklar og betydelig mere ude af balance end du vil indrømme.

WHAT TO DO?

Vær taknemmelig!

Sådan vender du spiralen så den begynder at snurre opad og blive mere og mere positiv.

Det du har fokus på er det du får. Så, når din hjerne er forberedt på det værste, fordi det er det den har oplevet i et stykke tid, så gør dit til at den igen retter fokus mod det, som er godt.

Det gode er der… du har bare ikke kigget efter det… kig nu…

  • Der er også dygtige og raske medarbejdere
  • Det var ikke en fejl, som ikke kunne rettes, den Henrik havde lavet
  • Din kone elsker dig, selv om du ind imellem irriterer hende
  • Børnene skal bare have lidt flere kram eller lidt mere interesse fra din side
  • Planlægningen går godt og der er folk på vej for at sætte produktionen igang igen
  • Møderne er til for, at I kan samarbejde om at finde de bedste løsninger

Og er du virkelig god, ser du også de mindre ting i livet, som er værd at takke for

  • Solen skinner
  • Stolen er blød
  • Udsigten er god
  • Du er rask
  • Du er elsket af nogen
  • Kaffen smager dejligt
  • Du har en bil, så du kan køre på arbejde
  • Du vågnede og fik endnu en dag

Fanger du dig selv i at brokke lidt for meget, så stop dig selv og vend spiralen.

Begynd med de små ting og øv dig i at se flere og flere ting og mennesker du har at være taknemmelig for i livet.

Taknemmelighed er også et ledelsesredskab 😉 Vidste du det?

Må dine dage blive bedre og bedre!

Anita Hummelshøj Mikkelsen

#Foredrag #Ledersparring #Retreat

Posted in Din kant, Ikke kategoriseret, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

2 enkle spørgsmål, der kan forbedre din ledelse med det samme

”Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv…” lyder det i en sang jeg erindrer at have hørt gennem min opvækst i det vestjyske.

Og ja, jeg er sgu ikke som de andre, for jeg vil faktisk hellere være noget for mig selv om end det også kan give nogle grove hak i tuden, når jeg har fået den stukket for langt frem. Men… min erfaring er, at jeg overlever, reflekterer, lærer og går styrket videre på livets vej.

Jeg har altid haft en fantastisk god tillid til min mavefornemmelse og har oplevet masser af gange, at det er når jeg får lyttet til den, at jeg foretager mig de bedste valg i livet.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

De bedste valg er ikke altid det samme som de letteste valg. Det har også krævet blod, sved og tårer at holde fast i det jeg har kunnet mærke, var bedst og mest rigtigt for mig. Sådan er det og det er okay, for det er livet, når det er bedst.

Først skal vi bare lige omkring, hvornår det er, at vi ’glemmer’ at stille disse to spørgsmål eller ikke har lyst til at stille de to vigtige spørgsmål.

Mange gange glemmer vi at stille os selv et par meget vigtige spørgsmål – skal nok komme til dem om lidt.

Vi stiller os sjældent de vigtigste spørgsmål, når vi kan se at den kortsigtede løsning kan give os en glød, vi kan varme os ved lidt endnu.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

Ja, så virker det, lige der, helt uoverskueligt at skulle satse mere langsigtet – også selv om gevinsten oftest er større ved at vente.

Vil du have en 100g chokoladebar nu, hvor du virkelig mærker du trænger eller vil du vente 4 uger og så få en 500g chokoladebar? Det er her og nu du mærker, at du trænger. Og din hjerne vil gerne tilfredsstille din krops længsel efter en sukkerbelønning, så mange vælger 100g nu og slår sig til tåls med ”at det jo ikke er sikkert behovet stadig er der om 4 uger”. Men… det er det… og chokoladen er spist… Jagten på den næste kortfristede belønning sætter ind!

Overført til arbejdslivet er det i disse situationer:

  • Når du laver en midlertidig plan i stedet for at lave en gennemtænkt langsigtet strategi.
  • På kontoret: når du stiller kaffekoppen, lægger brochuren, stakker arbejdssedlerne på kontorbordet og møder ind til et værre rod dagen efter. Frem for at lægge tingene på plads med det samme eller ved dags afslutning.
  • På byggepladsen: når du ikke ruller kablerne ind, men lader dem ligge ude i mudret, når du kaster værktøjet ind i containeren i stedet for at få tingene på sin rigtige plads med det samme eller ved dagens afslutning.
  • Når du vender det blinde øje til den konflikt, der har været under opsejling i nogen tid og om lidt er ved at eksplodere om ørerne på dig, fordi du ikke fik den taget i opløbet.
  • Når du kun får tænkt på at nu skal medarbejderne også snart melde ferie ind, hvis du skal nå at lave en plan frem for at lave en skabelon en gang for alle, som du kan hænge op i god tid og så alle i god ro har overblikket over ferieperioden på arbejdspladsen og i de små hjem.

Er sikker på du har fanget hvad jeg mener.

Så nu er det tid til de to vigtige spørgsmål, når du vil gøre din ledelse bedre og bedre, dag for dag…

1: Hvad hæmmer mig i at gøre det, som er vigtigst i nuet?

2: Hvad fremmer mig i, at jeg når tingene på en ordentlig og fremsynet måde?

Gå lidt på opdagelse i din dag med disse to spørgsmål og fang de situationer, hvor du kan forbedre dig. For… du er ikke som de andre, du er noget for dig selv!

Derfor skal du vælge at gøre din ledelse bedre og bedre, skridt for skridt, dag for dag.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

Spis elefanten i små bidder eller tag et skridt ad gangen – så skal du nok finde ud af, hvad der skal til for, at du er bedre og bedre i din ledelse.

Pst… lad nu være med at undervurdere værdien i at bruge 20 min. med refleksion, opdagelser og planlægning.

Måske ikke i dag, men over tid, vil du med disse to små spørgsmål opleve, at du forbedrer din ledelse og dit tidsforbrug – ikke kun en lille smule, men en hel del.

Afsæt tid i kalenderen: de 2 spørgsmål / 20 min. / 1 x ugen / i 3 måneder og oplev forskellen.

God fornøjelse med at finde lidt mere af din kant og din kerne.

Støtte og opbakning, Anita Hummelshøj Mikkelsen

Brug for hjælp?

Posted in Ikke kategoriseret, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

Ked dig til god ledelse

Ledelse indefra og ud

I dag har jeg haft en spændende samtale med en mand, en leder, der i en alder af 67 år stadig er på arbejdsmarkedet og han kan li’ det!

Samtalen handlede om ledelse og noget af det jeg studsede over var, at han havde været på den samme arbejdsplads siden han blev uddannet i sine unge år. Det er da noget af en præstation. Og jeg kunne da heller ikke lade være med at lykønske ham, da jeg synes, at han med det må være repræsentant for en snart svunden arbejdspladsloyalitet.

Tænk sig, at han har kunnet holde den samme arbejdsplads ud i alle disse år… han må være en af de sidste. For i dag, hvor vi har så travlt og alting skal gå så hurtigt og vi også helst skal være klar til at omstille os og prøve noget nyt, inden vi endnu er kommet rigtig i gang, så er det utænkeligt at skulle blive det samme sted i en menneskealder.

Men i hans alder og med hans erfaring, var han nået frem til at det her med at lede indefra og ud nu engang er det bedste. Hans værdier stemte fint overens med hans arbejdsplads’. Han havde jo selv, som medarbejder og leder, været med til at udforme dem gennem årene. Er vi særlig tit med til at udforme noget vi sådan rigtig følger til dørs?

Hvad mon vi er med til at udforme i dag, som ikke bare forsvinder eller ændres, næsten inden vi har fået det implementeret i hverdagen?

Anita Hummelshøj Mikkelsen

Hvordan skal vi blive bevidste om egne værdier, hvis ikke vi finder rum til at dvæle ved egen person, eget liv, egne holdninger og standpunkter?

Hvornår er det vi grubler over noget i længere tid end 5 min? Og hvornår er det, at vi selv kan retfærdiggøre det her med at være i et med dig selv eller som det måske ku betegnes i min barndom ‘at kede sig’. Hvornår må du kede dig? Må du kede dig?

Det er i kedsomheden, efter nogen tid, at vi til sidst falder til ro med bare at være og med at nyde det at være. Det er her vi har tid til faktisk at mærke os selv.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

Hvornår har du sidst mærket dig selv? Hvornår har du sidst mentalt scannet din krop og bemærket, hvordan den egentlig har det? Hvornår har du taget dig tid til at iagttage dine nærmeste for at mærke efter, hvordan de har det? Hvornår har du sidst haft tid til at lave ingenting? Hvornår har du kunnet retfærdiggøre det i vores såkaldte vækstfokuserede samfund.

Selv de unge skal presses igennem uddannelserne, som var de kød i en kødhakker og ikke mennesker, der har behov for at nå at registrere sig selv undervejs, for overhovedet at have tid til at danne sig et billede af, hvem de er som mennesker. Et menneske med en stærk identitet, som i øvrigt er en efterspurgt vare…. på det arbejdsmarked, der venter dem.

Og hvad med dig, som leder… ung som gammel, har du fundet ud af hvem du er, når du dykker under overfladen og sætter farten ned? Har du overvejet om du er tilfreds med din tilværelse? Ved du om du har det rette job eller er du der bare fordi du tror, at du ikke kan undværes eller fordi du har bosat dig så dyrt, at du ikke har råd til at finde et andet arbejde du måske ville blive mere tilfreds i?

Jeg fascineredes af manden og lederen jeg talte med i dag. Han var modnet med årene og havde undervejs også lært at tage sig tiden til sig selv og til dem og det, der betyder mest i hans liv.

Men mit spørgsmål til dig er… behøver du blive 67 år før det sker? Hvad vil der ske, hvis du tager et sabbatår inden du drøner ind i kødhakkeren? Hvad vil der ske, hvis samfundets fokus ikke var at vækste, men var at skabe succes gennem menneskets trivsel? Hvad nu, hvis du som leder afsætter tid til kedsomhed i kalenderen hver uge?

Vi ved det jo godt. Vi performer bedst når vi trives. Vi får de bedste idéer når vi trives. Vi har de bedste dialoger og de færreste konflikter når vi trives.

Til dig kære leder…. dig, der sidder og kan være med til at påvirke generationer i alle aldre. Dig der kan være med til at skabe en bæredygtig fremtid med trivsel frem for profit eller i det mindste får dem til at gå fornøjeligt hånd i hånd.

Er du sød at være den gode rollemodel og vise dine kolleger og medarbejdere, hvordan et liv som leder og medarbejder godt kan leves i trivsel. Med plads til nærvær, overskud, tid, kedsomhed og medmenneskelighed.

God ledelse begynder indefra…

Må du kede dig bravt til de bedste idéer begynder at tage form.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

#foredrag #ledersparring #retreat

www.hummelshoj.net

Posted in Din kant, Din kerne, Ikke kategoriseret, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

Velkommen

Så begynder det vilde bloggerliv

Meningen med bloggen her er at inspirere og hjælpe ledere af forskellig slags til konstant at blive bedre og bedre i egen lederstil.

“Leadership and learning
are indespensable to each other.”

John F. Kennedy

Tilgangen er at god ledelse kommer indefra. Det er fint at hente viden fra systemer og teorier, så længe du kan forholde dig kritisk til de indtryk du modtager. Det er hele forskellen på om du bliver en troværdig og ægte udgave af dig selv i din ledelse eller om du bliver en overfladisk copycat uden adgang til din egen kerne.

Husk at følge med på bloggen, så du ikke misser de bedste tip. Dem der lige præcis rører dig på en sådan måde, at du udvikler dig positivt i din ledelse.

Endnu en gang hjertelig velkommen på bloggen.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

#Foredrag #Ledersparring #Retreats