Posted in Din kerne, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

Lortedage!

Sådan håndterer du en lortedag– 6 konkrete inspirationer

Uhhh måske kan du allerede mærke det når du vågner. I dag bliver bare en møgdag!

Måske er det først senere på dagen, du mærker det – en hændelse udløser noget i dig, som bare gør, at du total fanges i dine følelsers vold. Du vil ikke, du har andet at se til og alligevel kommer følelserne væltende ind over dig. En gammel trigger er blevet udløst.

Vi har alle sådanne triggere.

En trigger kan være et mønster fra din barndom, fra tidligere liv (hvis du tror på det), fra voldsomme situationer senere i livet. Fælles for dem alle er dog, at du alt for let overmandes af dem. Når de kommer, kan være virkelig svært at vriste sig ud af kløerne på dem igen.

Du mærker, hvordan du reagerer mere voldsom på andre situationer og mennesker end det var din hensigt. Du er unådig overfor dig selv og er allerede godt i gang med at slå dig selv oveni hovedet over alle dine utilstrækkeligheder, hvis du altså er den, der kan se lidt indad.

Er du ikke sådan en, der ser indad, er det andre, der må stå for tur. Så er det dine omgivelser, der overfuses, overrumples og rammes af din kraft – og nej, det er hverken hensigtsmæssigt eller til gode for nogen. Hverken for dig eller for dine omgivelser.

Oftest vil sådanne triggere kræve et dybere arbejde og en god selvindsigt, men hvis du vil prøve selv, er her 6 konkrete forsag fra nødhjælpskassen, som kan stoppe ulykken inden den breder sig mere end højest nødvendigt. Inden den går mere ud over dig selv eller andre i et alt for ubehageligt omfang.

INSPIRATIONER:

#1 STOP OP så snart du registrerer, at du er i dine følelsers magt og ikke handler konstruktiv. Tag 1 til 7 dybe vejrtrækninger afhængig af hvad situationen tillader. Genvind kontakten med dig selv og sig ”Øjeblik, jeg vender lige tilbage om 2 min.” eller ”Det vil jeg gerne lige have lov at tænke over til i morgen/om en time/i 10 min.”.

#2 Er du alene og kan du trække dig tilbage, så undgå at tale med nogen, overvej hvor den voldsomme reaktion kom fra og hvor den egentlig har rod – måske der er noget du skal arbejde med, med dig selv?

#3 Er du god til at mærke dig selv i forvejen, så træk dig og stil ind på følelsen, spørg den ’Hvad vil du fortælle mig?’, ’Hvad har jeg brug for at vide lige nu?’ og afvent svar fra dit indre. (jo, du ved det godt… lyt)

#4 Har du oplevet dette mange gange og har du virkelig svært ved at få greb om det og styre dig selv når følelserne tager over… så kontakt en professionel, som arbejder ud fra et helhedsorienteret perspektiv. Du kan sjældent alene tale dig ud af dette, der skal også arbejdes med kroppen og med det at forbinde hjerne, hjerte og sjæl. Book en tid for hjælp.

#5 Er skaden sket og du har overfuset eller talt ned til dine omgivelser, som uforvarende er kommet til at tænde dine trigger, så vær mand/kvinde nok til at sige undskyld. Herved kan du bevare din værdighed.

#6 Tal med en god og ærlig ven omkring, dagens oplevelse, om alt det du mærker, som du har svært ved at rumme og omsætte til noget konstruktivt. Måske din ven ser noget du ikke selv ser, fordi han/hun ser dig udefra og måske har set dette træk hos dig flere gange før.

Få hjælp til at perspektivere hvad der måske sker. Undlad at gå i løsningsposition med det samme. Bliv i processen og øv dig i at rumme denne ubehagelige side af dig selv. Du har den, den er en del af dig.

Første skridt er at se dette, næste skridt er at acceptere det og næste skridt igen er at finde ud af, hvordan du enten kan leve med det, på en måde, så det ikke går ud over dig selv eller andre, når det bryder ud eller at arbejde med at slippe det (kræver ofte hjælp fra professionelle, som ser dig i en helhed af krop, sind og sjæl).

# 7 Har du dagen fuld booket, så se om du kan ændre i dine planer, så du får tid til dig selv, en gåtur, at tage hjem og få ro.

#8 Har du en fuld planlagt dag du ikke kan ændre, så pak følelserne væk og vær ekstrem opmærksom på, hvad du siger og gør mod/ved dig selv og andre gennem dagen. Tøjl dig selv og planlæg tid i kalenderen til tid med dig selv snarest muligt, så du kan gå på opdagelse i det, som skete. Du kan nok se en perlerække af lignende oplevelser, når du ser efter. Overvej hvad du gerne vil du gøre i stedet, næste gang du har en lortedag.

Ingen af ovennævnte inspirationer vil være nok i sig selv. I langt de fleste situationer er der nemlig noget større på spil, men som nødhjælp er de fantastiske og du skal bare bruge løs.

På den positive side, så husk at, det jo netop også er på grund af, at du ind imellem dykker, at du virkelig mærker og nyder dine gode dage, hvor alt spiller max.

Må dine lortedage blive bedre og bedre og have kortere og kortere varighed.

Brug for en snak?

Anita Hummelshøj Mikkelsen

#Foredrag #Ledersparring #Retreats

www.hummelshoj.net

Posted in Din kerne, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

Kan en leder være bange for noget?

Er du bange for noget?

Hvad er der i dit job, som kan få nakkehårene til at rejse sig, tørheden til at indtage halsen eller usikkerheden til at brede sig indeni dig, som var det en steppebrand?

Som leder er det vigtigt, at du fremstår sikker og troværdig, det ved du. Og når du skal lede i dagligdagen, går det rigtig godt med at have fokus på det der med at fremstå sikker.

Du er god til at træffe en hurtig beslutning, du kan træde til når det virkelig gælder og kan træffe de svære beslutninger – egentlig går det rigtig godt!

Alligevel er der områder, som de fleste ledere har modstand på. Bevidst eller ubevidst. Nemlig de områder, som de frygter og også frygter at andre får øje på hos dem.

Nogle ledere tror, at de kan skjule deres svage sider, men oftest er det uden held, for kolleger og medarbejdere har læst dem. De har set, hvor du som leder går udenom, hvor du trækker dig, hvor du nøler i din beslutningstagning og hvor du i dit kropssprog eller stemmeleje afsløres af din krop.

Lederens lille top 5 over emner og situationer, som frygtes:

1. At træffe beslutninger på et usikkert grundlag

2. At opsige medarbejdere

3. At fremstå ufølsom og magtsyg

4. At kritisere medarbejdere

5. At blive afsløret i at være uvidende

Kan du genkende nogle af disse områder fra dig selv? Hvis ikke ordret som de står her, så i en afart af det?

F.eks. kan din mangel på beslutningstagning skyldes, at du endnu ikke selv er helt afklaret inderst inde.

Måske, har du endnu ikke set gaven i at hjælpe en medarbejder videre til noget, han evt. vil være meget bedre til, end at bestride det job, han har hos dig?

Måske, vil du egentlig helst at alle holder af dig og derfor bliver du nogle gange for sød og rar i situationer, der kræver en fast og klar håndtering?

Måske synes du, at det er SÅ ubehageligt at være i en konfliktfyldt situation, at du til hver en tid enten vender det blinde øje til og håber det løser sig uden din deltagelse eller bare trækker dig, giver den anden ret og så gør dit eget bagefter, også selv om det ikke var det I aftalte?

Måske, er du overbevist om, at du som leder skal være den klogeste i virksomheden og helt overser værdien af at dine medarbejdere, på nogle områder, ved mere end dig og at din fornemste opgave, oftest, vil være at planlægge og koordinere?

Så svaret på spørgsmålet om en leder kan være bange for noget, må være; JA en leder kan godt være bange for noget.

Enhver leder er jo også et menneske. En person med en historie, med erfaringer, med viden og med fejl og svagheder, som alle vi andre.

Snup en ærlig stund med dig selv og stil dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvad frygter du?
  • Hvornår er du bange for ikke at slå til i din ledelse?
  • I hvilke situationer er du på glat is?

Vil du blive en bedre leder, der erobrer dine svagheder og gør dem til dine styrker i stedet?

Så skal du som det første turde indrømme, at du ikke er perfekt og dernæst arbejde på at acceptere det og erkende det. Når den proces er på plads, kan du begynde at gøre noget ved det – og blive stærkere og stærkere, som menneske og som leder.

Har du modet til at få øje på dine svagheder?

Har du modet til at arbejde med dine svagheder?

Så vinder du over det du frygter og er på vej mod en styrket udgave af dig, som menneske og som leder.

Vælg at gøre dine sårbarheder til dine største styrker og stå endnu stærkere i din ledelse.

Vil du ikke vente med at gå i gang og er du lidt usikker på hvordan du gør, så giv mig et kald på 28740002 og lad os snakke om dine muligheder.

De bedste hilsner Anita Hummelshøj Mikkelsen

www.hummelshoj.net

Posted in Din kant, Din kerne, Topleder

Er du en lederbanan?

Ja, det er et godt spørgsmål… måske er jeg den eneste, som ved det, eftersom det var et udtryk jeg en dag kom til at bruge som et billede på en bestemt ledertype.

Måske du kender en lederbanan eller selv er en – oooops det er du vel ikke…vel?

Here we go…

Udtrykket banan er gaflet fra de to kendte ’Bananer i pyjamas’ B1 og B2. Du ved, dem fra børneTV.

Det, som på mange måder kendetegner disse to bananer er, at hvad end B1 gør så gør B2 det også.

Kan du fornemme hvor jeg er på vej hen?

En lederbanan, er en leder, som nok sidder i en høj position, har en høj intelligens, er vant til at lede og til at gå forrest og alligevel sker der jævnligt det for ham, at han gør det, han kan se de andre ledere gør.

Sådan lidt med bind for øjnene og blind tillid, træffer han beslutninger, der overvejende er baseret på; at det gør de andre, så der må jo være noget om det eller noget der virker i det.

En del beslutninger træffes uden de store overvejelser om, hvorvidt det nu også passer ind i hans egen virksomhed eller organisation.

A la, når han spørges, hvorfor vi i virksomheden laver en årsrapport på flere hundrede sider, når nu ingen læser dem? Til bestyrelsen kortes rapporten ned til 6 sider, så de lige får essensen og ingen medarbejdere eller lederen selv får læst alle de 3-800 sider. Men vi har da selvfølgelig en ansat til alene at sørge for at denne rapport laves.

Her er ingen refleksion over, om det kan gøres smartere.

Eller, når det besluttes at virksomheden skal ud på de sociale medier, for det er det alle de andre er og for øvrigt kan Karen sekretær nok lave de opslag eller måske vælger i at købe en professionel til at tale jeres sag på medierne, uden større strategi….

Men fordi de andre jo er der, så må vi også være der – ik’!

En lederbanan glemmer nogle gange at tænke selv og at gå det skridt dybere, der skal til for at finde ud af om det også er relevant indenfor egne mure det der, som det alle de andre gør.

Lederbananen glemmer kort sagt at tage sig selv og virksomhedens fremtid med i ligningen på en måde, så det der vedtages også vedtages på et grundlag, der er overvejet og udvalgt af specifikke årsager, der også matcher virksomhedens øvrige profil eller den profil vi arbejder hen mod at være.

Lederbananen har ofte været leder i nogle år og er faldet lidt for tungt ned i den bløde stol, golfturene, pseudomøderne og hverdagens struktur, hvor alt for mange alt for let er enige og ingen stiller spørgsmål mere.

At en ellers energisk leder over år nogle gange forvandles til en magelig og alt for ukritisk lederbanan er farligt for alle virksomheder.

Lederbananerne har nemlig den tendens at de bliver selvfede og glemmer at lytte til kunderne, medarbejderne, samfundsbevægelserne. Og hvis de lytter, så tager de ikke det de hører for noget, som det er vigtigt at undersøge, overveje og handle på.

(Gen)Kender du nu en lederbanan?

Hvis du gør, hvad har du så lyst til at minde ham om?

Må du blive bedre end en lederbanan 😉

Anita Hummelshøj Mikkelsen

#Foredrag #Ledersparring #Retreat

Hop med på inspirationstoget….det kører nu….Klik her

Posted in Ikke kategoriseret, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

Hold kæft med alt dit brok og vær lidt taknemmelig

Kender du det, at du i en periode er blevet lidt for god til at finde tilværelsens tungere sider?

Det er som om alt det, der ikke er godt har det med at poppe op og vise sit negative ansigt igen og igen.

Photo by Akshar Dave on Pexels.com

Som om du i perioder nærmest drager problemerne til dig.

  • Så er der mange sygemeldinger
  • Nu har Henrik igen lavet fejl i regnskabet
  • Konen vrisser af dig
  • Børnene synes du fatter nul og en skid
  • Produktionsmaskinerne går i stå eller melder fejl
  • Møderne er fulde af frustrationer og få løsninger

SORTSYNET har ramt dig!

Den negative spiral hvirvler afsted og du bliver undervejs mere træt, mere ude af stand til at træffe de bedste beslutninger og det, der kommer ud af munden på dig er håbløshed…

Dine tanker har stillet ind på næste skandale, du er forberedt og kampklar og betydelig mere ude af balance end du vil indrømme.

WHAT TO DO?

Vær taknemmelig!

Sådan vender du spiralen så den begynder at snurre opad og blive mere og mere positiv.

Det du har fokus på er det du får. Så, når din hjerne er forberedt på det værste, fordi det er det den har oplevet i et stykke tid, så gør dit til at den igen retter fokus mod det, som er godt.

Det gode er der… du har bare ikke kigget efter det… kig nu…

  • Der er også dygtige og raske medarbejdere
  • Det var ikke en fejl, som ikke kunne rettes, den Henrik havde lavet
  • Din kone elsker dig, selv om du ind imellem irriterer hende
  • Børnene skal bare have lidt flere kram eller lidt mere interesse fra din side
  • Planlægningen går godt og der er folk på vej for at sætte produktionen igang igen
  • Møderne er til for, at I kan samarbejde om at finde de bedste løsninger

Og er du virkelig god, ser du også de mindre ting i livet, som er værd at takke for

  • Solen skinner
  • Stolen er blød
  • Udsigten er god
  • Du er rask
  • Du er elsket af nogen
  • Kaffen smager dejligt
  • Du har en bil, så du kan køre på arbejde
  • Du vågnede og fik endnu en dag

Fanger du dig selv i at brokke lidt for meget, så stop dig selv og vend spiralen.

Begynd med de små ting og øv dig i at se flere og flere ting og mennesker du har at være taknemmelig for i livet.

Taknemmelighed er også et ledelsesredskab 😉 Vidste du det?

Må dine dage blive bedre og bedre!

Anita Hummelshøj Mikkelsen

#Foredrag #Ledersparring #Retreat

Posted in Din kant, Ikke kategoriseret, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

2 enkle spørgsmål, der kan forbedre din ledelse med det samme

”Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv…” lyder det i en sang jeg erindrer at have hørt gennem min opvækst i det vestjyske.

Og ja, jeg er sgu ikke som de andre, for jeg vil faktisk hellere være noget for mig selv om end det også kan give nogle grove hak i tuden, når jeg har fået den stukket for langt frem. Men… min erfaring er, at jeg overlever, reflekterer, lærer og går styrket videre på livets vej.

Jeg har altid haft en fantastisk god tillid til min mavefornemmelse og har oplevet masser af gange, at det er når jeg får lyttet til den, at jeg foretager mig de bedste valg i livet.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

De bedste valg er ikke altid det samme som de letteste valg. Det har også krævet blod, sved og tårer at holde fast i det jeg har kunnet mærke, var bedst og mest rigtigt for mig. Sådan er det og det er okay, for det er livet, når det er bedst.

Først skal vi bare lige omkring, hvornår det er, at vi ’glemmer’ at stille disse to spørgsmål eller ikke har lyst til at stille de to vigtige spørgsmål.

Mange gange glemmer vi at stille os selv et par meget vigtige spørgsmål – skal nok komme til dem om lidt.

Vi stiller os sjældent de vigtigste spørgsmål, når vi kan se at den kortsigtede løsning kan give os en glød, vi kan varme os ved lidt endnu.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

Ja, så virker det, lige der, helt uoverskueligt at skulle satse mere langsigtet – også selv om gevinsten oftest er større ved at vente.

Vil du have en 100g chokoladebar nu, hvor du virkelig mærker du trænger eller vil du vente 4 uger og så få en 500g chokoladebar? Det er her og nu du mærker, at du trænger. Og din hjerne vil gerne tilfredsstille din krops længsel efter en sukkerbelønning, så mange vælger 100g nu og slår sig til tåls med ”at det jo ikke er sikkert behovet stadig er der om 4 uger”. Men… det er det… og chokoladen er spist… Jagten på den næste kortfristede belønning sætter ind!

Overført til arbejdslivet er det i disse situationer:

  • Når du laver en midlertidig plan i stedet for at lave en gennemtænkt langsigtet strategi.
  • På kontoret: når du stiller kaffekoppen, lægger brochuren, stakker arbejdssedlerne på kontorbordet og møder ind til et værre rod dagen efter. Frem for at lægge tingene på plads med det samme eller ved dags afslutning.
  • På byggepladsen: når du ikke ruller kablerne ind, men lader dem ligge ude i mudret, når du kaster værktøjet ind i containeren i stedet for at få tingene på sin rigtige plads med det samme eller ved dagens afslutning.
  • Når du vender det blinde øje til den konflikt, der har været under opsejling i nogen tid og om lidt er ved at eksplodere om ørerne på dig, fordi du ikke fik den taget i opløbet.
  • Når du kun får tænkt på at nu skal medarbejderne også snart melde ferie ind, hvis du skal nå at lave en plan frem for at lave en skabelon en gang for alle, som du kan hænge op i god tid og så alle i god ro har overblikket over ferieperioden på arbejdspladsen og i de små hjem.

Er sikker på du har fanget hvad jeg mener.

Så nu er det tid til de to vigtige spørgsmål, når du vil gøre din ledelse bedre og bedre, dag for dag…

1: Hvad hæmmer mig i at gøre det, som er vigtigst i nuet?

2: Hvad fremmer mig i, at jeg når tingene på en ordentlig og fremsynet måde?

Gå lidt på opdagelse i din dag med disse to spørgsmål og fang de situationer, hvor du kan forbedre dig. For… du er ikke som de andre, du er noget for dig selv!

Derfor skal du vælge at gøre din ledelse bedre og bedre, skridt for skridt, dag for dag.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

Spis elefanten i små bidder eller tag et skridt ad gangen – så skal du nok finde ud af, hvad der skal til for, at du er bedre og bedre i din ledelse.

Pst… lad nu være med at undervurdere værdien i at bruge 20 min. med refleksion, opdagelser og planlægning.

Måske ikke i dag, men over tid, vil du med disse to små spørgsmål opleve, at du forbedrer din ledelse og dit tidsforbrug – ikke kun en lille smule, men en hel del.

Afsæt tid i kalenderen: de 2 spørgsmål / 20 min. / 1 x ugen / i 3 måneder og oplev forskellen.

God fornøjelse med at finde lidt mere af din kant og din kerne.

Støtte og opbakning, Anita Hummelshøj Mikkelsen

Brug for hjælp?

Posted in Din kant, Din kerne, Ikke kategoriseret, Mellemleder, Mester og byggeleder, Topleder

Velkommen

Så begynder det vilde bloggerliv

Meningen med bloggen her er at inspirere og hjælpe ledere af forskellig slags til konstant at blive bedre og bedre i egen lederstil.

“Leadership and learning
are indespensable to each other.”

John F. Kennedy

Tilgangen er at god ledelse kommer indefra. Det er fint at hente viden fra systemer og teorier, så længe du kan forholde dig kritisk til de indtryk du modtager. Det er hele forskellen på om du bliver en troværdig og ægte udgave af dig selv i din ledelse eller om du bliver en overfladisk copycat uden adgang til din egen kerne.

Husk at følge med på bloggen, så du ikke misser de bedste tip. Dem der lige præcis rører dig på en sådan måde, at du udvikler dig positivt i din ledelse.

Endnu en gang hjertelig velkommen på bloggen.

Anita Hummelshøj Mikkelsen

#Foredrag #Ledersparring #Retreats